’Praksis’ om at være rigtig ung: ”Det er som om, der er en grænsen for, hvornår du kan være ung”

Der er mange forventninger til unge i dag – både fra samfundet, fra andre og fra de unge selv. I podcastserien ’Praksis’ deler en række psykologistuderende, hvilke emner, der fylder hos de unge i deres terapirum. I hvert afsnit inviterer Mathilde Bager to af sine medterapeuter ind til en snak om en ny tematik. I dette afsnit diskuterer de andres forventninger og fortællinger om at være rigtig ung. Det er et tema, der dukker op i mange samtaler i terapihuset Avilius, og som de til tider også kan genkende sig selv i. ”Det kan føles, som om der er en tidsbegrænsning for, hvornår du skal udnytte dine ungdomsår. Man har en forventning om, at 20’erne er begrænset – at så snart du overskrider til 30’erne, så er det for sent. Det er i hvert fald den tanke, mange kan gå rundt med. Bekymringen eller tvivlen om: ’Har jeg gjort det, jeg skal som ung? Har jeg rejst nok? Har jeg brugt mit sabbatår godt nok? Skulle jeg have taget flere? Og er det for sent?’ Som om der er sat en grænse for, hvornår du kan være ung,” fortæller Sophie Nissen, der er terapeut i Avilius. Terapeut Mathilde Bager oplever også, at hendes klienter kan have den følelse især i forbindelse med valg af uddannelse, og at der ofte ikke er særlig meget plads til afvigelser. ”Mange har en forventning til, at når man vælger et studie, så skal det være det rigtige studie, man skal virkelig brænde for det, man skal kunne se sig selv i det, hvorimod hele det scenarie med at droppe ud igen, fordi det ikke var dig, det giver en følelse af fiasko og følelse af tilbagefald. Så retningen mod målet skal måske være lidt bredere, så du ikke kun kan gøre rigtigt eller forkert.” Online sammenligningseffekt At sammenligne os med andre er en af de helt store årsager til vores følelse af forkerthed, og at man kan synes, at man ikke er rigtig ung. I samtalerummet taler terapeut Isak Høeg Wiemann med mange unge, hvor sammenligning på sociale medier som Instagram fylder en del. Han påpeger, at vi kun får lov at se de gode sider. ”Vi ser kun folk i det rigtige lys eller i deres bedste version: Når de er ude at rejse, eller når de holder en baby og ligner de sødeste forældre – men vi får ikke lov til at se, når den der baby er fucking irriterende. Vi bliver ved med at blive feedet med, at det er det rigtige. Altså, der er nogen, der er superseje og tør at dele det af deres liv, men generelt møder vi ikke følelser som ensomhed, vrede og at være forkert online,” fortæller han i podcasten ’Praksis’. Mathilde Bager genkender det tema i sine terapisamtaler med unge. ”’Hvis de kan, hvorfor kan jeg så ikke?’ Det kan godt være, at man er bevidst om, at det ikke er realiteten for en selv, og det ikke umiddelbart virker vildt opnåeligt, men det er en konstant konstatering af, at andre mennesker er i stand til at lykkes med det, som jeg ikke selv er i stand til at lykkes med.” Lyt med i tredje afsnit af podcasten ’Praksis’, hvor de tre terapeuter Mathilde Bager, Isak Høeg Wiemann og Sophie Nissen dykker ned i flere emner fra Avilius’ samtalerum, frygten for ikke at udnytte de potentialer, som ungdommen byder på og vigtigheden af at skabe sine egne kriterier for, hvad et meningsfuldt ungdomsliv er.